fredag den 17. januar 2014

Preview: NFL Championship Sunday

Søndag bliver det afklaret, hvilke hold der den første søndag i februar mødes til årets Superbowl i New Meadowlands, New York. Her følger et preview til de to konferencefinaler.

Søndag kl. 21 (TV3+) New England Patriots @ Denver Broncos
Hvis man har kunnet se ESPN den sidste uge, vil man nok have hørt navnene Peyton Manning og Tom Brady de første tusind gange. Og det store slagnummer i årets AFC-finale er da også de to levende legender, der mødes for 15. gang siden de kom ind i ligaen omkring årtusindskiftet.

Og mens Manning vel aldrig har været bedre, og som bekendt har sat en stribe rekorder hos Denver, har Brady hos Patriots taget et halvt skridt tilbage i forhold til det kastecirkus, han stod i spidsen for indtil for et års tid siden. Ingen hold har løbet bolden så meget de to sidste uger bag en uhyre stærk offensiv linje, der har været fremragende til at åbne huller for LeGarette Blount og Stevan Ridley. Samtidig har head coach Bill Belichick leveret en af sine bedste sæsoner rent coaching-mæssigt, og holdet har netop haft fokus på at levere som et _hold_ hvor alle, høj som lav, har leveret de spil, der har holdt liv i patrioternes håb om at vinde deres første Super Bowl siden 2005.

Med sejren i søndags over San Diego Chargers tog Manning første skridt mod at støde spøgelset fra sidste sæson væk. Dengang blev Broncos som bekendt sendt på ferie af et fabelagtigt Ravens-comeback i divisional playoffs, og Broncos er da også favoritter på hjemmebane søndag.

Manning har dog haft det svært mod Patriots, og har blot fire sejre af 14 mulige mod Tom Brady, men der er tegn på, at det kan blive anderledes søndag. I comebacksejren tidligere på sæsonen begrænsede Patriots nærmest sensationelt Manning til under 200 yards, og man må gå ud fra, at Belichick med 8-9 mand i opdækningen vil forsøge at gentage den succes. Men den store forskel i forhold til det opgør er fraværet af Rob Gronkowski, og det bliver svært for Patriots-receiverne at skabe seperation på kastespillene.

Meget af fokus rent defensivt har været, at Broncos er uden cornerback Chris Harris, men er der en spiller, som Patriots bør tage sig i agt for, er det defensive tackle Terrence Knighton. Den tidligere Jaguars-spiller har leveret sin bedste sæson, og ikke mindst har han været stærkt spillende i slutningen af den regulære sæson. Hans tilstedeværelse gør det ikke just nemt for gæsterne søndag at løbe bolden. Og det er en stor del af grunden til, at jeg tipper en sejr til Broncos.
New England Patriots 24 @ 30 Denver Broncos

Søndag midnat (TV3+) San Francisco 49ers @ Seattle Seahawks
Det bliver ikke en kamp for små børn, når Seattle Seahawks og San Francisco 49ers søndag ved midnat mødes for tredje gang i denne sæson. Divisionsrivalerne har matchet hinanden stort set hele sæsonen, og det er værd at bemærke, at hjemmeholdet har vundet alle indbyrdes opgør de sidste to sæsoner.

Selvom QB Russell Wilson ikke just lignede Peyton Manning i sidste uges sejr over New Orleans Saints, er hjemmeholdet med deres formidable 12. mand, de larmende tilskuere på CenturyLink Field i Seattle, klare favoritter. Det skyldes ikke mindst det brølstærke forsvar, der gør det meget svært for modstanderne at flytte bolden. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har set et play, hvor Seahawks er blevet sat helt skakmat, og det må stå klart, at 49ers kommer til at slås for hver evig eneste yard, de tilkæmper sig søndag.

Men i modsætning til Saints er 49ers væsentlig bedre bygget til at kunne byde Seahawks trods søndag. Skal man kunne slå Pete Carrolls mandskab, skal man kunne vinde kampen om turnovers, og være i stand til at stoppe Seahawks på tredje down. Og det er ikke nogen hemmelighed, at Seattle har problemer på deres offensive linje. Og linjen står overfor en skræmmende opgave mod 49ers stærke defensive tackles, der er blevet nogenlunde udhvilede i løbet af sæsonen, og er helt klar.

Samtidig er Percy Harvin formentlig ikke med i kampen, hvilket indsnævrer antallet af mål i kasteangrebet, som Russell Wilson må have, og det kan blive nøglen til en overraskende 49ers-sejr.
San Francisco 49ers 20 @ 13 Seattle Seahawks

fredag den 10. januar 2014

Preview: Divisional Playoffs, lørdag

Lørdag kl. 22.35 (TV3+) New Orleans Saints @ Seattle Seahawks
For første gang i holdets historie formåede Saints i lørdags at vinde en slutspilskamp på udebane, da holdet kunne rejse fra Philadelphia med en sejr over Eagles. Men lørdag kommer holdet på en markant hårdere opgave, når Drew Brees og kompagni står overfor Russell Wilson, holdkammeraterne, og ikke mindst det ekstremt larmende publikum på CenturyLink Field i Seattle.

For selv om Seahawks for første gang i to år måtte se sig slået på eget græs i december (af Arizona Cardinals, red.), er der adskillige grunde til, at Saints får uhyre svært ved at gentage sidste uges sejr. Ikke mindst imponerer hjemmeholdets utrolig stærke secondary med team-MVP, CB Richard Sherman. Sherman har kun set 59 kast gående i hans retning i denne sæson, men har alligevel tilraget sig otte interceptions, en INT-procent på 13,3 - sjældent set i ligaens historie.

Skal man have succes mod Seahawks, skal man være bygget til at spille, hvad der kaldes 'Big Boy'-football, med fokus på tunge løb op gennem midten, der kan tage brodden af det pres, som hjemmeholdets forsvar kommer med. Samtidig skal man være i stand til at holde QB Russell Wilson inde i lommen; han er bedst når han kan tage benene på nakken og forlænge spillene rent offensivt.

Det hele er dog ikke gråt i gråt, for i sidste uge imponerede Saints-defensiven ved at holde RB LeSean McCoy nogenlunde i skak. Ligaens statistisk set bedste RB i denne sæson blev holdt til påfaldende små 77 yards, og det var stærkt medvirkende til, at Saints kunne tage en fortjent sejr over Eagles.

Men Seahawks har ikke været one-and-done de sidste fem gange, holdet har været i slutspillet, og det er svært at se, at I år skulle være meget anderledes.
New Orleans Saints 14 @ 20 Seattle Seahawks

Søndag kl. 02.15 (TV3+) Indianapolis Colts @ New England Patriots

Efter det mirakuløse comeback i lørdags mod Kansas City Chiefs skal Andrew Luck og kompagni lørdag forsøge at gentage successen mod en af holdets største rivaler, Tom Brady og New England Patriots.

Efter nogen sæsoner med forrygende Brady-spil, er billedet af en af ligaens bedste spillere nogensinde blevet en smule mere mudret i denne sæson. Nogen ting har ikke været helt oppe på det niveau, som de forvente Patriots-fans har været vant til de senere år, men alligevel har holdet formået at tage andenseedningen i AFC, og det ser jeg som et vidnesbyrd om, at holdet nu i højere grad spiller som et _hold_. Det er mange år siden, at patrioterne har vundet så mange mange tætte kampe, som man har gjort i år, og det giver forhåbninger for Brady og co. inden lørdag.

Trods det vilde comeback mod Chiefs i lørdags viste kampen også, at Colts har enorme problemer med at dæmme op for modstanderne rent defensivt, og det er guf for hjemmeholdet. Det er værd at bemærke, at Brady har været den bedste QB i NFL de sidste 10 år når modstanderne blitzer, og samtidig har holdet i denne sæson været mere afbalanceret mellem kast og løb.

Med andre ord; det minder mere om formularen fra Patriots sidste Super Bowl-sejr i 2005, hvor Patriots angreb i lige så høj grad som Brady var anført af de to runningbacks, Corey Dillon og Kevin Faulk. Nu om stunder hedder arbejdshestene LeGarette Blount og Stevan Ridley samt Shane Vereen, der kan give Colts store match-up problemer, når han liner op som receiver.

Defensivt må Patriots sætte deres lid til de to bedst tilbageværende spillere på forsvaret: Cornerback Aquib Talip og free safety/nicklecorner Devin McCourty. Ifølge ProFootballFocus har McCourty haft sin bedste sæson i karrieren, og det vil være essentielt, at han spiller op til sit bedste overfor gæsternes bedste receiver, T. Y. Hilton.

Det er lidt vildt at tænke på, at Hilton ikke var starter i starten af sæsonen, hvor trænerstaben havde mere lid til Darrius Heyward-Bey. I sidste uge brændte Luck og Hilton Chiefs af for 224 yards, og kan de gøre det igen, kan Colts være tilbage blandt de sidste fire hold for første gang i tre sæsoner. Men det bliver i mine øjne en for stor mundfuld for holdet, specielt fordi gæsterne mangler brikker på forsvaret.
Indianapolis Colts 24 @ 35 New England Patriots

lørdag den 4. januar 2014

Preview, Wild Card Weekend, søndag

Søndag kl. 19.05 (TV3+) San Diego Chargers @ Cincinatti Bengals
Chargers er nok det hold, der er gladest for at spille med i playoffs, men de kommer på en hård opgave på Paul Brown Stadium mod hjemmestærke Bengals.

Inden sidste søndags kampe blev Chagers blot givet en statistisk set minimal chance for at avancere til playoffs, men fik sig lige akkurat kæmpet over målstregen efter den dramatiske hjemmesejr over Kansas City Chiefs reserver. Søndag står holdet overfor Bengals, der for tredje år i træk er med i kampen om mesterskabet, og dermed har god erfaring i at spille i januar måned. Tigrene tabte ikke en eneste kamp på eget græs i den regulære sæson, og det er et godt tegn. Siden 1978 har blot 11 hold af 50 hjemmeubesejrede hold været one and done i slutspillet, og læg dertil, at Bengals vandt det sidste indbyrdes opgør mellem de to hold for godt en måned siden - tilmed i San Diego.

Søndagens kamp bliver et opgør mellem et af ligaens bedste forsvar, og så Chargers, der har haft færrest angrebsserier i ligaen, men som omvendt har holdt bolden i længst tid pr. drive. Hvis gæsterne skal kunne tage sejren søndag må man vinde kampen om turnovers - og Bengals-QB Andy Dalton har vist en vis ustabilitet i denne sæson; noget, der dog primært har været et issud på udebane.

Selvom Bengals er uden Geno Atkins, har de vist sig at være en hård nød at knække, men har dog set en smule underlegne ud i divisionsopgør. Men mod andre hold end Ravens, Steelers og Browns har der ikke været meget af det. Jeg går med Bengals i en relativ klar sejr.
San Diego Chargers 17 @ 27 Cincinatti Bengals

Søndag kl. 22.45 (TV3+) San Francisco 49ers @ Green Bay Packers

Det bliver en kold affære, når 49ers skal forsøge at slå Packers for tredje år i træk på Lambeau Field søndag aften. På forhånd er søndagens kamp måske den mest imødesete af de fire opgør i denne weekend, ikke mindst takket være Aaron Rodgers comeback hos hjemmeholdet.

Det er dog også værd at huske på, at udover Rodgers har Packers også Randall Cobb med, og det øger hjemmeholdets muligheder. Men de får det utvivlsomt svært, selvom Superbowl-deltagere generelt har haft svært ved at gentage slutspils-succes året efter. Af alle Superbowl-deltagere siden 2008 har blot ét hold (New England Patriots sidste år) nået længere end til divisional playoffs, og kun et andet hold (Arizona Cardinals 2009) har overhovede vundet en slutspilskamp året efter.

Men 49ers har nyere historik på deres side, og den måde, som 9ers har vundet over Packers på, giver grund til bekymring i Wisconsin. Efter Colin Kaepernicks bønnestage-løb i sidste års playoff-kamp var meget fokus fra Packers' side rettet mod at stoppe QB-løbet i årets første møde mellem holdene, og hvad skete så? Kaepernick kastede for over 400 yards! Og i tillæg må Packers undvære Clay Matthews!

Selvom det ekstremt kolde vejr ikke just indbyder til det, forventer jeg en relativt højtscorende affære, og som gæsterne har spillet den sidste måned, skal Aaron Rodgers og co. stå tidligt op for at hamle op med 9ers.
San Francisco 49ers 30 @ 21 Green Bay Packers

fredag den 3. januar 2014

Preview, Wild Card Weekend, lørdag

Lørdag kl. 22.35 (TV3+) Kansas City Chiefs @ Indianapolis Colts

Efter sidste sæsons 2-14 katastrofe, gik Chiefs næsten fra worst to first i denne sæson, og er fortjent belønnet med en plads i slutspillet. Men de kommer på en hård opgave mod et vel-coached og på det sidste også velspillende Indianapolis Colts, der har fundet en vindende formular trods et hav af skader. Colts har brugt flest spillere på angrebet i hele sæsonen, og næstflest spillere på forsvaret, men har alligevel nogen kvalitetssejre i denne sæson, blandt andet for tre uger siden mod netop lørdagens modstander.

'Vi plejer at sige at Jamal Charles er public enemy nummer 1, og det er han også (lørdag, red), sagde Colts head coach Chuck Pagano torsdag, og relativt forenklet er det den største trussel, som gæsterne kan byde Andrew Luck og kompagni. Hjemmeholdets trusler er langt mere mangfoldige, og på det sidste har runningback Trent Richardsson så småt også begyndt at retfærdiggøre, hvorfor Colts tidligere på sæsonen gav Cleveland Browns et 1. runde pick for hans evner.

I de sidste fire kampe har Luck stået for otte touchdowns og blot én interception samt en completion-procent på flotte 66, og det bliver uhyre svært for Andy Reids mandskab at dæmme op for Luck, der spiller sin første slutspilskamp på hjemmebane. Chifs har ikke vundet i slutspillet siden 1993, og mit bud er, at de minimum skal vente et år mere, inden det kan blive aktuelt.
Kansas CIty Chiefs 14 @ 27 Indianapolis Colts

Lørdag nat kl. 02.10 (TV3+) New Orleans Saints @ Philadelphia Eagles
På Lincoln Financial Field i Philadelphia skal Drew Brees og New Orleans Saints forsøge at få den forbandelse, det er, ikke at have vundet på fremmed græs i slutspillet nogensinde, når de står overfor formstærke Philadelphia Eagles.

Philadelphia Eagles havde en 2013-sæson, der mindede voldsomt om sidste sæsons vinder af NFC East, Washington Redskins. Redskins gik i 2012 fra en 3-6 start og vandt herefter syv kampe i træk til at slutte 10-6, præcis samme record som Eagles, der startede sæsonen ud 3-5. Sidste års Redskins-succes kom ved hjælp af en 2012-rookie, der satte nogen sensationelle stats på bordet, og denne sæsons Eagles-succes er kommet ved hjælp af en 2012-rookie, der også har leveret langt langt over forventning.

Med til historien hører dog, at Redskins måtte se sig slået af Seattle Seahawks i sidste sæsons slutspil, mens deres QB (Robert Griffin III) måtte se på med et overrevet korsbånd. Så slemt går det forhåbentlig ikke for Nick Foles, der har fået sit helt store gennembrud i anden halvdel af denne sæson.

Ser man på Saints på udebane i slutspillet, har der været flere ligheder mellem de nederlag, som holdet har lidt. Holdet har i alle tilfælde puttet godt med point på tavlen, men deres 3-5 statistik på udebane i denne sæson lover ikke specielt godt, og også på skadesfronten har Sean Paytons mænd problemer, både på angrebet, hvor holdets OL har haft enorme problemer med at beskytte Drew Brees, og også i den defensive backfield, hvor man må undvære Safety Kenny Vacarro og cornerback Jabari Greer.

De fravær minimerer DC Rob Ryans kreative muligheder, og det er rigtig gode nyheder for hjemmeholdet, der har haft det svært i kampe, hvor modstanderne har kunnet lukke ned mand-mod-mand i det bagerste forsvar. Samtidig husker man tilbage på nederlaget i Charlotte, der reelt sendte Saints i armene på Cowboys, hvordan Carolina Panthers med succes holdte Brees på bænken med et godt løbeangreb, og spørgsmålet er, om Saints har et svar på LeSean McCoy.
New Orleans Saints 24 @ 31 Philadelphia Eagles

torsdag den 2. januar 2014

7 coaches frem for en krise-franchise

Allerede inden black monday den 30. december 2013 var Rob Chudzinski en færdig mand hos Cleveland Browns. Men var han i virkeligheden den bedst egnede til at stå i spidsen for holdet i næste sæson?

En 4-12 sæson var ikke tilfredsstillende for klubejer Jimmy Haslem og klubdirektør Joe Banner, hvilket fik dem til, til omverdenens mistro og flere spilleres harme, at smide den tidligere Carolina Panthers-træner på porten efter bare ét år i det varme sæde.

Profiler som D'Quell Jackson og Joe Thomas havde svært ved at tro på det, da de af flere reportere i søndags fik at vide, at 'Chud' ville få sparket, og de benyttede lejligheden til at rose deres nu tidligere træner i høje vendinger.

Mandag fulgte en pressekonference, hvor journalisterne  skød med skarpt mod Banner og Haslem, der forsvarede sig med at deres beslutning med, at fansne 'fortjente et bedre udfald i sæsonen' uden at tage hensyn til, at klubben reelt set kun havde to receivere på rosteren men fem(!) runningbacks, og iøvrigt også var 20 millioner dollars under salarycappen. Læg dertil, at Browns døjede med ustabilt quarterbackspil.

Og i al den tumult forsøgte 'Chud' og resten af klubben at vinde hver uge som en slags mirakelmager? Flere analytikere har pointeret, at holdet faktisk formåede at være konkurrencedygtige i flere kampe, hvor Browns på papiret burde være chanceløse. Udviklingen siden har ikke just været med til at overbevise NFL-verdenen om, at det historisk set så stolte franchise har ret meget styr på, hvad de egentlig vil.

Der har nemlig ikke været nogen ende på, hvor mange mulige kandidater der har været sat i forbindelse med det nu ledige job. Takket være general manager Mike Lombardis historie var Bill O'Brien den første kandidat, men han var en tabt sag for klubben, da Houston Texans forleden underskrev en aftale med den ombejlede Penn State-head coach, og navnene har så siden bare stået i kø. Her en liste:

- Josh McDaniels, OC, New England Patriots. En god bekendt af Lombardi, men måske ikke det hotteste navn i ligaen efter hans tid hos Denver Broncos samt en sæson lidt under par hos Patriots rent angrebsmæssigt.

- Dan Quinn, DC, Seattle Seahawks. Quinns forsvar i Seattle er statistisk set ligaens bedste, men er det en defensivt orienteret træner, som Browns reelt set har brug for? Browns havde ligaens 9. bedste defense i denne sæson, men sluttede langt nede i rækkerne når man kigger på angrebet.

- Gus Malzahn, HC, Auburn Tigers. På mandag står Malzahn og hans Tigers i BCS Championship-kampen (finalen om College Football-mesterskabet, red.), og det er hans evner til at få et hold til at præstere på kort tid, der angiveligt skulle have fået Browns til at fatte interesse. Men Malzahn ville være et sats grundet sin manglende NFL-erfaring.

- James Franklin, HC, Vanderbilt. Er kommet lidt ud af det blå de sidste dage som en mulig kandidat ifølge CBS Sports Jason La Canfora. I modsætning til Malzahn har Franklin NFL-trænererfaring via et tidligere job som positionstræner hos Green Bay Packers. Franklin er også en kandidat til det ledige job som HC hos Penn State.

- Jim Schwartz, eks-HC, Detroit Lions. Schwartz blev mere berettiget fyret hos Detroit Lions, efter at løverne ikke formåede at komme i slutspillet i NFC North, der ikke just var kompetitiv i denne sæson. I fem sæsoner gik Schwartz 29-51 i Detroit, og hans tid i klubben var præget af ballade i flere omgange, både på og udenfor banen.

- Todd Bowles, DC, Arizona Cardinals. Den tidligere interim-træner hos Miami Dolphins (2-1 i 2011) fik Cardinals tilbage på sporet rent defensivt i denne sæson, hvor holdet havde det 6. bedste forsvar i ligaen. Men vil man gå tilbage til Cardinals, efter at have haft tidligere DC Ray Horton i klubben i denne sæson?

Med andre ord er det ikke kandidater, der mangler. Angiveligt har Browns fået tilladelse til at interviewe McDaniels og Quinn, og mens McDaniels ifølge ESPN skal mødes med Browns FO-folk i denne weekend, er der ikke kommet noget frem om, hvornår klubben skal tale med Quinn.

Med andre ord er det ikke fordi, at der mangler mulige kandidater til det ledige job, spørgsmålet er snarere, i hvor høj grad andre trænere ville være interesseret i jobbet. Den sidste uges begivenheder har i hvert fald ikke just bidraget til at gøre jobbet mere eftertragtet.

lørdag den 28. december 2013

Preview, NFL spiluge 17: Packers @ Bears

Da Packers den 24. november måtte nøjes med uafgjort mod Minnesota Vikings, var det både efter et flot comeback, men historisk set øgede Packers også deres chancer for at forlænge deres sæson med minimum én uge.

For i de sidste fem kampe, der er sluttet uden vinder i ligaen, har den ene af deltagerne senere på sæsonen været en del af playoffs. Og det er netop, hvad der står på spil for Packers i søndagens storkamp mod Chicago Bears.

26-26 kampen mod Vikings kom i en periode, hvor Packers så ud til at gå ingen steder i denne sæson, men stærkt spil af især RB Eddie Lacy har, sammen med middelmådige resultater til især Detroit Lions i høj grad været medvirkende til, at Packers, boostet af Aaron Rodgers og Randall Cobbs tilbagevenden fra skader, med en sejr kommer til at spille i januar.

Til gengæld er Lacys status tvivlsom. Runningbacken måtte humpe ud i sidste søndags 28-31 nederlag mod Pittsburgh Steelers, og selvom han med 99,9% sikkerhed spiller på Soldier Field, er det svært at sige, hvilken tilstand han er i.

Bears har deres at slås med. Ikke mindst defensivt, hvor holdet risikerer for 11. gang i denne sæson at måtte se en modstanders RB løbe for over 100 yards. Godt nok får man den hårdt savnede Lance Briggs tilbage på linebacker, men det er kun én brik mere, han så rusten ud i sidste uges afklapsning mod Philadelphia Eagles, og Bears lider under, at deres defensive front har svært ved at vinde kampen på LOS. Og det bliver ikke nemt søndag mod en stærkt spillende OL hos Packers.

Samtidig har Jay Cutler ikke just spillet på et pro bowl-niveau, siden han kom tilbage fra sin skade, så mange ting peger på en Packers-sejr søndag.

Green Bay Packers 30 @ 20 Chicago Bears

fredag den 27. december 2013

Playoff-overblik inden sidste spillerunde

Jeg ridser lige alle mulige slutspilsscenarier op inden sidste spillerunde i NFL.

AFC

Klar til playoffs
Denver Broncos (12-3) Har vundet AFC West, og er sikret bye i 1. runde af playoffs
New England Patriots (11-4) - har vundet AFC East
Cincinnati Bengals (10-5) - har vundet AFC North
Indianapolis Cots (10-5) - har vundet AFC South
Kansas City Chiefs (11-4) - er sikret et Wild Card.

Stadig i live:
 Miami Dolphins (8-7)
Baltimore Ravens (8-7)
San Diego Chargers (8-7)
Pittsburgh Steelers (7-8)

Breakdown:
Broncos sikrer sig hjemmebane i hele slutspillet med en sejr over Raiders ELLER et nederlag til Patriots mod Bills
Patriots sikrer sig bye i 1. runde af playoffs med en sejr mod Bills ELLER med nederlag til Bengals og Colts.
Bengals sikrer sig bye i 1. runde af playoffs med en sejr over Ravens OG et Patriots-nederlag.
Colts sikrer sig bye i 1. runde af playoffs med en sejr OG nederlag til Patriots OG Bengals.
Ravens sikrer sig et wild card med en sejr OG nederlag til enten Chargers eller Dolphins
Dolphins sikrer sig et wild card med en sejr over Jets OG enten en sejr til Chargers eller et nederlag til Ravens.
Chargers sikrer sig et wild card med en sejr OG nederlag til Dolphins og Ravens.
Steelers sikrer sig et wild card med en sejr OG nederlag til Dolphins, Ravens og Chargers.

NFC
Klar til slutspillet:
Seattle Seahawks (12-3) - sikret en slutspilsplads
Carolina Panthers (11-4) - sikret en slutspilsplads
San Francisco 49ers (11-4) - sikret en slutspilsplads

Stadig i live
Philadelphia Eagles (9-6) - fører NFC East
Chicago Bears (8-7) - fører NFC North
Dallas Cowboys (8-8)
Green Bay Packers (7-7-1)
New Orleans Saints (10-5)
Arizona Cardinals (10-5)

Breakdown:
Vindere af Packers @ Bears vinder NFC North og er klar til playoffs. Taberen er ude.
Vinderen af Eagles @ Cowboys vinder NFC East og er klar til playoffs. Taberen er ude.
Seahawks sikrer sig hjemmebane i hele slutspillet med en sejr over Rams ELLER et 49ers-nederlag mod Cardinals.
49ers sikrer sig en bye i 1. runde af slutspillet med en sejr over Cardinals OG et Seahawks-nederlag mod Rams.
Panthers vinder NFC South og en bye i 1. runde af slutspillet med en sejr over Falcons ELLER et Saints-nederlag mod Buccaneers.
Saints sikrer sig en plads i slutspillet med en sejr over Bucs ELLER et nederlag til Cardinals mod 49ers.
Saints vinder NFC South med en sejr over Bucs OG et Panthers-tab mod Falcons.
Cardinals sikrer sig en plads i slutspillet med en sejr over 49ers OG et Saints-nederlag mod Bucs.